Haabets-pris-2015

Håbets Pris til Théâtre du Soleil
& Ariane Mnouchkine, “La Cartoucherie”, Vincennes, Paris, Frankrig.

Théâtre du Soleil er et flagskib som fortæller, at der findes et levende folkeligt teater, og at det kan lade sig gøre at realisere den største kunst i et teaterkollektiv. De har i 50 år holdt fast i deres vision og undervejs skabt et værk, vævet af manges drømme og båret af fleres håb.

Der sidder Macbeth i afslutningsscenen lukket inde i en bunker. Det kunne være en af dem fra nazitiden. Han stirrer ud af en lille firkantet åbning og bjæffer som en hund. Hele hans menneskelighed er forsvundet.

Théâtre du Soleil spiller “Macbeth”. Her lørdag den 14. februar i vinteren 2015 ser vi deres forestilling om magtens meningsløshed.  De spiller den, fordi vold og krig i vor tid trænger sig på.  Uanset om du lever i et velfærdssmørhul, kan du ikke lukke umenneskeligheden ude. 

Théâtre du Soleil er noget så umoderne som et teaterkollektiv, et gruppeteater, en trup - en samling mennesker, som selv har besluttet at dele livet, arbejdet og kunsten; at skabe billeder på den virkelighed, der findes, modforestillinger på den virkelighed, som man kunne ønske sig. De inviterer folk og fæ til at overvære deres kunst, deres billeder på virkeligheden, deres teater. Omkring 600 mennesker siger hver aften ja tak til at se Théâtre du  Soleils forestillinger. Det gør de aften efter aften, uge efter uge, måned efter måned, når de spiller, og det har de gjort i nu over 50 år! Her er ingen teaterkrise. Théâtre du Soleil er et folkeligt teater med mange skuespillere og ansatte. Teatret ser ikke ned på sin publikum, men udfordrer det. De spiller også gerne klassikere i fuld længde, som nu Shakespeare, med masser af intellektuelle fibre og kunstnerisk protein, og dog vælter folk ind uanset at teatret ligger i en skov udenfor Paris.

Théâtre du Soleil er grundlagt af Ariane Mnouchkine i 1964. Hun ønskede at skabe teater udenfor institutionsteatrenes båse. Det lå i tiden. Stort set samtidig kom Odin Teatret i Norge (Danmark fra 1966), Teater Narren i Sverige, San Francisco Mime Troup i USA og Solvognen i Danmark. Ariane Mnouchkine samlede en gruppe, de var unge, de gik igang. Selv havde hun gået hos Lecoq og var inspireret af Jacques Copeaus opgør med det etablerede teater. Nu 50 år senere er Ariane Mnouchkine der stadig. Hun er teatrets vidtfavnende urmoder, når man gæster Théâtre du Soleil. Hun fortæller hjerteligt, at kyllingesuppen er lavet fra bunden, og at man ikke kan invitere pariserne på en fire timers teaterodysse uden for byen uden spisning. Samtalen foregår i foyeren, som iøvrigt er en hel historie for sig med sine mættede rødlige renaissancefarver, et kæmpemaleri af Shakespeare og vægmalede plakater af “Macbeth”-opsætninger. Samtidig er hun Théâtre du Soleils instruktør og iscenesætter. Kunst er her ikke noget ophøjet og verdensfjernt. Publikum skal have noget at leve af. Under publikumsopbygningen er skuespillere igang med at sminke sig. Der er lavet kighuller, så man se, hvordan det foregår. Det er også ligetil og en stemningsfuld forberedelse til det, der skal ske.

Nu brager det løs på scenen, slaget er igang. Bag et løstvævet tæppe ser man folk på flugt fra krigen. Publikum er stadig ved at sætte sig. Præcis klokken 19.30 falder tæppet. Stykket er allerede igang.

Der var en vældig bølge af kærlighed i tiden, da Ariane Mnoushkine startede Théâtre du Soleil i tressernes midte. Højkonjunkturen efter krigen havde bragt velstand, og nu skulle overskuddet veksles til sejre i kunst og samfund. Samtidig var der også koldkrig og atomoprustning. Ungdommen ville noget andet og nyt. Der var jo ikke noget at være bange for, hvorfor ikke bare gå igang, og det gjorde de så. Tidlige højdepunkter var “La Cusine” (“Køkkenet”,1967) og en kæmpe opsætning om revolutionen “1789” (1970-71), året hvor franskmændene gjorde op med den despotiske enevælde. Form og indhold var nyt. Det var publikum, som måtte bevæge sig rundt. Der blev råbt og diskuteret. Dialogen var direkte kommunikation mellem skuespillere og tilskuere. Alt var i kollektivt opbrud. Opmærksomheden var enorm.

Théâtre du Soleil er ikke som ellers en bygning, det er en teatergruppe, en samling mennesker med en vision om at skabe et folkeligt teater. Men de havde manglet et hjem. Så fandt gruppen udenfor Paris i skovene ved Vincennes en række haller i en nedlagt våbenfabrik,“La Cartoucherie”, lidt som et fransk Christiania. Men hvor så her herrens ud. Det måtte ordnes. Folk kom til, det lå i tiden. Ildhuen brød ud i lys lue. Og så kunne Theatre du Soleil åbne deres egne fabriksporte for publikum. Kollektivet havde rejst sin egen scene. Vi skriver 1970. Ungdomsoprøret fejer henover Europa. Velkommen til!

I pausen nu i 2015 fortæller Ariane os, at der har været et skuddrama i København. Nogen er måske dræbt? En ung mand har skudt med et maskingevær mod et et kulturmøde. Alligevel må volden ikke blive et ubegribeligt uhyre, vi må prøve at se ind i en Breiviks, en islamfanatikers, en kongemorders afstumpede sjæl. Føle smerten mens forandringen står på, opleve forvandlingen hos Macbeth, fra at være en frodig og menneskelig have til at blive et goldt umenneskeligt ørkenlandskab. For det er, hvad han bliver, og det er det, stykket handler om: Forkrøblingen. Vejen er brolagt med mord. Mord på kongen, mord på vennen, mord på børn og kvinder i et spil om magt og afmagt. Der er blod på hænderne, blod på klæderne, blod på lagnerne, blod i stride strømme.

Her er scenerummet en sal med et stort gulv, hvor scenografi og scener ustandseligt veksler. Det er situationer, scenebilleder, dans og i virkeligheden er det også noget andet og mere?
Et noget, der er skabt over lang tid, et noget, der rækker dybere, et noget, der måske bedst kan beskrives som en samtidig samtale med Shakespeare, med Molière, med asiatisk scenekunst,  med Commedia dell’arte. For det er en nutidig samtale med scenekunstens giganter, vi her ser virkeliggjort for vore øjne.

Hvordan kan man begribe den mængde af arbejde, som ligger til grund for dette udtryk? 50 års prøvearbejde fra morgen til aften. Ariane Mnouchkines evne til at se og iscenesætte tidens store spørgsmål. Skuespilleres, musikeres, teknikeres og administrative medarbejderes ildhu. Mange forskellige samarbejdende talenter lagt i bunke. Teatrets stab kommer alle vegne fra. Vi møder også skuespillerne Duccio Bellugi fra Italien og Sergio Canto fra Mexico. Årerne har været en rejse, en udforskning af scenekunstens muligheder i sin egen tid. Resultatet er en perlerække af opsætninger, dramaer, episke fortællinger, film. Der bliver hele tiden lagt alen til det store sceniske bjerglandskab, som er historien om Théâtre du Soleil.

Ved stykkets begyndelse kæmpes netop om en høj. Macbeth sejrer og hyldes. Ved stykkets slutning er den selv samme høj forvandlet til en bunker, som ligner de levninger fra anden verdenskrig, som ligger strøet ned langs Europas vestkyst. Man ser kun ansigtet af tyrannen, kongemorderen, den forvandlede humanist, der bjæffer ud fra det firkantede skydehul. Så forsvinder også han i blod og armod. På gaden i København smælder samme nat et våben ved den jødiske synagoge. Endnu et menneske er dræbt. I stykket er krigen slut. Det blev mere aktuelt, end nogen kunne ønske sig. For hvordan undgår vi selv at blive forvandlede humanister med hjerterne fulde af hævntørst? Men der er også et håb midt i al meningsløsheden. For Théâtre du Soleil er i levende dialog med sit store publikum: om frihed, om lighed, om broderskab, som de har været det overalt i verden i New York, i Rio de Janeiro, i København, i Kabul..

Undervejs har sceneriet danset i en hvirvelvind af spil, situationer og sceneskift så elegante, at de alene var en pris værdig. Men det er det samlede hele, som er sagen:
At disse unge mennesker turde, valgte at gå sammen uden midler og derefter som ligeværdig gruppe skabte et livsdueligt folkeligt teater til tiden. De har stolet på deres vision, arbejdet i en oprigtig søgen mod et et fælles udtryk, som kun store individualister kan gøre det.
Resultatet er stykker, som lever videre i teaterelskeres kollektive erindring i mange år, efter at scenelyset er slukket. Det er teater i verdensklasse.

Théâtre du Soleil er et flagskib som fortæller, at der findes et levende folkeligt teater, og at det kan lade sig gøre at realisere den største kunst i et teaterkollektiv. De har i 50 år holdt fast i deres vision og undervejs skabt et værk, vævet af manges drømme og båret af fleres håb.

Tillykke til Théâtre du Soleil og Ariane Mnouchkine med Håbets Pris 2015.

       f.  Institut for Folkeligt Teater & Dell’Arte International  

      Lars Olsen                                         &                Birthe Rosenfeldt